Nu har jeg jo et helt flow kørende fra en hardware dims der sender data til nettet og noget ML der bruger disse data til at give et output på PowerBI. Men jeg vil gerne gøre det endnu stærkere. Så hvilke spændende udfordringer kan jeg så finde på? Jeg fandt på at jeg gerne vil styre luftkvaliteten på badeværelset. For at det kunne blive rigtig godt skulle jeg bruge flere data og flere sensorer. Jeg kunne i øjeblikket aflæse indendørs og udendørs temperatur og luftfugtighed. Men jeg ville også gerne bruge information om gulvvarmen er tændt, er vindue og/eller dør åben, kører blæseren til udluftning? Når først jeg kender alle disse data, så kan jeg vel bygge noget ML der kan informere om hvornår det er smart at åbne eller lukke vindue og/eller dør, eller måske starte blæseren og slukke for gulvvarmen. Så nu har jeg følgende opgaver foran mig:
- Udvid min dims med sensorer der siger om dør og vindue er åben eller lukket
- Lav en ny dims der kan aflæse om gulvvarmen er tændt
- Lav en service der kan kommunikere med min IHC for at vide om blæserne er tænd
Når jeg kender disse data, og bruger dem til at træne en ny model i ML, så skulle den gerne kunne svare på hvornår der skal lukkes et vindue, startes en blæser, eller lukkes for varmen. Og det optimale ville være hvis jeg kunne automatisere nogle af disse ting. Det er oplagt at automatisere blæseren, og måske gulvvarmen. Men vinduet får jeg nok ikke til automatisk at åbne og lukke. Men så kunne man måske få en SMS notifikation når man skal lukke vinduet. Mulighederne er mange.
Først udvider jeg min dims, så den også kan føle om døre og vinduer er åbne. Dimsen er stadig bare bygget i et “breadboard”, hvor man bare stikker komponenterne ned i en plade, i stedet for at lodde det sammen.
Men jeg får sat den medfølgende switch på, som kan sættes fast på vinduet og signalere om det er åbent. Og der fungere også fint med at sende data videre til dimsenettet. (aka. IoT)
Men der følger kun en swich med i det IoT starter kit jeg købte tidligere. Så nu skal jeg ud og købe flere komponenter. Jeg skal også bruge flere Raspberry Pi til de kommende opgaver. Desværre er der ikke en butik i nærheden hvor jeg kan købe elektronik komponenter, så jeg må på nettet og lede. Jeg finder en god og hurtig leverandør der hedder Conrad hvor jeg hurtigt får leveret de bestilte komponenter.
Jeg skal måske lige sige at jeg ikke er elektriker, svagstrømsingeniør eller lignende. Jeg har haft elektronik i 9. klasse, og så havde vi også lidt om kredsløb i et fag på universitetet da jeg læste Datalogi. Men bortset fra det, så ved jeg intet om strøm. Så jeg har brugt en del tid på Google og YouTube, så jeg nu tror jeg kan det mest basale. Det kan være jeg tager grusomt fejl, men nu er jeg blevet helt bidt af det her elektronik. Og nu vil jeg have endnu flere komponenter at lege med.
Jeg vil godt lige anbefale et par kilder til den viden jeg opbygget mig nu. Først er det Electronics Club som er en super beskrivelse at alt fra volt over transistorer til 555 IC osv. Lidt det samme kan man også lære ved at se denne video række på YouTube der hedder Beginner Electronics af CodeNMore
Som sagt ville jeg have flere komponenter. Og “desværre” finder jeg ud af at det er MEGET billigere at købe dem i Kina over Ebay. Hvis man køber for under kr. 80 i en pakke, så kommer der hverken told, moms eller andre gebyrer på, når man modtager dem. Men der er desværre lang leveringstid fra Kina. Og helt utroligt, så er der gratis fragt på mange af de små pakker jeg har bestilt i Kina. (Jeg har pt. 33 pakker undervejs. Men de fleste har kostet omkring 10 kr)
Lige et regneeksempel for at sammenligne priser. Ud fra mine studier på nettet har jeg funder ud af at der findes et timer kredsløb der hedder 555 som skulle være sjovt at bygge nye dimser med. Så dem ville jeg bestille nogle stykker af. Når jeg kigger på Conrad’s hjemmeside, så koster der kr. 3,60 pr. stk., hvilket jo ikke lyder dyrt. Og man får endda mængderabat, hvis man køber flere. Desværre koster det kr. 59 i fragt. Jeg fandt de samme via Ebay, hvor jeg kunne købe 50 stk for GBP 1,19. Altså ca. kr. 10. INKLUSIV fragt.
Jeg ved godt det er en unfair sammenligning, men hvis jeg købte de 50 hos Conrad, så ville det koste kr. 212
Til sidst vil jeg lige linke til nogle af de gode køb jeg syntes jeg har gjort på Ebay 🙂
- 400 modstande for GBP 1,19
- 500 lysdioder for GBP 2,99
- 3 ruller loddetin for GBP 0,99
- 1 LED display der kan skrive 16×2 karakterer for GBP 1,95
Og meget andet godt 🙂